Til hovedindhold

Region Hovedstaden – PDA-løsning til medicinmodulet

De små, håndholdte enheder, PDA’erne, bliver snart hverdagssyn på sygehusafdelingerne i Region Hovedstaden. Erfaringer fra en række tidligere PDA-pilotprojekter er blevet opsamlet og evalueret, og man er nu klar med en ny runde pilotprojekter på de enkelte sygehuse forud for den planlagte udrulning. Region Hovedstaden har ét klart, overordnet formål med brugen af PDA’er: at øge patientsikkerheden.

3,5 tomme – eller hvad der svarer til størrelsen på et sygesikringsbevis. Hvordan skal Medicinmodulet koges ned til dén størrelse og stadig levere alle nødvendige oplysninger nemt og overskueligt til 14.000 brugere? Det var bare én af de overvejelser, som Region Hovedstaden tilbage i 2002 skulle gøre sig, da tanken om de håndholdte PDA’er begyndte at tage form.

Usability og brugerinvolvering betyder alt
Vicky la Cour, konstitueret implementeringschef i Region Hovedstadens Koncern-IT fortæller om opstarten og udviklingsforløbet: ”Vi var helt klart på forkant med teknologien. Vi arbejdede hårdt på at reducere skærmbilleder, antallet af nødvendige klik, knappernes placering – alle de detaljer, som er nødvendige for at opnå en høj brugervenlighed. Undervejs har vi både arbejdet med papirbilleder og powerpoints for gennemløbe arbejdsprocesser og designe skærmbilleder. Det har været altafgørende at have et tæt samarbejde med IBM og brugerne, som har været dybt involveret i projektet.”

Øget patientsikkerhed
PDA’en anvendes, når patienterne skal have medicinen udleveret. Brugeren har bogstaveligt talt online adgang til Medicinmodulet og kan hente de oplysninger, der er brug for i den givne situation. ”Ved hjælp af stregkodescanning af armbånd, som hver enkelt patient er udstyret med, er brugen af PDA’en med til at øge patientsikkerheden og samtidig sikre større kvalitet i arbejdsgangene,” fortæller Vicky og uddyber: ”Det kliniske personale har nu alle oplysninger om den forestående medicinudlevering med ud til patienten – alle oplysninger ligger tilgængelige og opdaterede på PDA’en. Medicineringsprocessen bliver langt bedre dokumenteret – og dokumentationen er mere valid.”

En anden fordel ved PDA’en er, at klinikeren i den aktuelle arbejdssituation kan få dokumentation for, at man gør det rigtige – ligesom eventuelle spørgsmål fra patienten kan besvares med det samme.

Klar til næste skridt
Udrulningen af projektet forventes gennemført i slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009. ”Vi er ret overbeviste om, at udrulningen vil blive en succes,” siger Vicky. ”Vi har lært meget undervejs – og skal jeg give et råd videre til andre, der vil i gang med PDA, er det at gøre sig klart, hvad man vil have ud af projektet, hvem der er målgruppen, hvilke arbejdsgange man skal understøtte – og sidst men ikke mindst at involvere brugerne og arbejde meget grundigt med usability.”

Vi er her for at hjælpe

Den lette vej til de svar du søger


Telefon: 45 23 30 00