
Odense Universitetshospital – DiaLog Shared Care
Shared care handler om at skabe sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer blandt alle behandlere, der er involveret i den enkelte patients behandling – inklusiv patienten selv, der inddrages for at tage ansvar for sin egen sygdom. Inden for diabetesbehandling har man på Fyn høstet store gevinster – både økonomiske og menneskelige – med Den Fynske Model, hvori indgår den webbaserede diabetesløsning DiaLog Shared Care.
Siden 1995 har det tidligere Fyns Amt forebygget og behandlet diabetes efter Den Fynske Model, som arbejder ud fra et idégrundlag om sammenhængende patientforløb kendetegnet ved koordineret indsats, uddannelse, forebyggelse, opfølgning og dialog – mellem behandlerne indbyrdes og mellem behandlere og patienter. Diabetesarbejdet bygger på Fyns DiabetesDataBase, som både behandlere og patienter har adgang til via DiaLog Shared Care.
Behandling af 18.000 diabetespatienter
I juni 2003 blev DiaLog Shared Care taget i brug som en del af Den Fynske Model. DiaLog er en webbaseret diabetesløsning, som dagligt anvendes af diabetesambulatorier, praktiserende læger og øjenlæger i behandlingen af de ca. 18.000 diabetes-patienter på Fyn.
”Der er to helt store fordele ved DiaLog. DiaLog er et system, som er utroligt let at anvende i den daglige praksis og sygehusklinikken, og ved hjælp af DiaLog kan man foretage en løbende kvalitetsvurdering,” siger professor og ledende overlæge Henning Beck-Nielsen og fortsætter: ”På sigt ser jeg den store gevinst i en markant reducering i antallet af komplikationer og dermed i antallet af konsultationer og besøg på hospitalerne – og en ting er, at det koster penge, men det er også en sygeliggørelse af mennesker, som i bund og grund bare ønsker at leve et normalt liv.”
Patienten som egenbehandler
I dag benytter 20% af de fynske diabetikere sig af DiaLog til at registrere deres tal og følge op på, om tallene ligger fornuftigt. ”Det synes jeg er absolut tilfredsstillende,” fastslår Henning. ”Vi har at gøre med mennesker, som i forvejen har meget at tage sig af i forbindelse med deres sygdom. For de diabetikere, der er vant til at bruge IT, er DiaLog er godt værktøj – for de øvrige patienter skal brugen af DiaLog komme stille og roligt i takt med, at der sker en tilvænning til at anvende pc.”
75 mio. kr. i årlig besparelse
DiaLog er med til at give alle behandlere et samlet overblik over hele forløbet, så man f.eks. i ambulatoriet også kan se status fra patientens egen læge og praktiserende øjenlæge. Og den sammenhæng i patientforløbene er der god økonomi i, viser erfaringerne fra Fyn. ”Hvis vi ikke var begyndt at forebygge og behandle diabetes ud fra Den Fynske Model, ville vi have brugt 75 mio. kr. mere om året på diabetesbehandling, end vi gør i dag,” fastslår Henning og uddyber: ”Estimatet på de 75 mio. er baseret på målinger af, hvad det koster at have patienter indlagt og ambulant, og disse tal er der så foretaget fremskrivninger på i perioden fra opstarten med DiaLog og indtil i dag.”
Oplagt at indføre på landsplan
Det er ikke kun på pengepungen, at Den Fynske Model og DiaLog giver en besparelse. Patienterne spares også for mange lidelser ved at undgå de alvorlige komplikationer. ”Specielt kan vi se, at der er færre, der bliver blinde, får nyresvigt og bliver amputeret. Det er de tre sygdomme, som de fleste diabetikere er bange for,” siger Henning og konkluderer: ”DiaLog og Den Fynske Model burde være oplagt at indføre på landsplan, fordi det omfatter både praksis og patienter.”
