Til hovedindhold

IBM Danmark A/S

IBM’s samfundsansvar - KidSmart

KidSmarten bliver flittigt brugt i McDonald Huset, her af broderen til en indlagt på Rigshospitalet.
KidSmarten bliver flittigt
brugt i McDonald Huset,
her af broderen til en
indlagt på Rigshospitalet.
IBM-computere i Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet
Et Ronald McDonald-hus er et helt unikt hus med omtanke, tryghed og kvalitet som nøgleord. Huset på Rigshospitalet i København er i sig selv så diskret, at det kan være svært at finde hoveddøren. Men indenfor er der en overrumplende verden til forskel på det danske hospitalsvæsen og huset, der ligger som et lille fristed på Rigshospitalets grund.

Huset på Rigshospitalet er nummer 218 af sin slags, og blev indviet i oktober 2002. Det første blev taget i brug i 1974, og siden har 20 nationer taget imod tilbuddet og sagt ja tak til at få bygget et hus, hvor familier til alvorligt syge børn kan bo, mens barnet er indlagt.

Et hjem uden for hjemmet
Huset fungerer som et hjem uden for hjemmet, hvor familier til alvorligt syge børn kan hvile ud og samle kræfter. Der er plads til 12 familier i huset, og siden åbningen har der været en belægningsgrad på 96 %. Der er stor forskel på, hvor længe de enkelte familier bor i huset, men fælles for dem alle er, at de har alvorligt syge børn indlagt på Rigshospitalet, og at de har behov for et sted hvor familien kan være samlet.

Dagligdagen i huset er derfor også lagt an på, at familierne i videst muligt omfang selv deltager i det praktiske arbejde, men er det uoverkommeligt er der to ansatte og en lang række af frivillige at støtte sig til.

Arbejdet i huset er i høj grad baseret på hjælpen fra de omkring 70 frivillige, der er villige til at bruge en del af deres fritid og energi på huset og familierne. Det er muligt at melde sig som interesseret i frivilligt arbejde via McDonalds hjemmeside.

Støtte til Ronald McDonald Huset
Huset på Rigshospitalet, der beløber sig til 23 mio. kr., er betalt af Ronald McDonald Børnefond. Fonden er en selvstændig, almennyttig fond, stiftet af McDonald's Danmark. Derudover tæller projektet også en række andre bidragydere, der hver især har støttet Ronald McDonald Huset. Blandt disse kan nævnes virksomheder som Lego, Tivoli, TDC og IBM.

IBM donerede i 2003 en række computere til huset, og da IBM besøgte huset i efteråret 2003 fik vi lejlighed til at se, hvordan de anvendes i dag. Computerne fra IBM har flere funktioner: Et par af computerne anvendes i administrationen, og resten anvendes af familierne.

Både børn og forældre benytter computerne
Børnene bruger KidSmart-computerne flittigt. Især benyttes den, der står i forbindelse med køkkenet, meget til at spille på, når forældrene og de frivillige i huset laver mad om aftenen.

Forældrene kan låne de bærbare computere og bruge dem på deres værelser, hvor der også er netværksforbindelse. Der er dog mange, der vælger at bruge computerne i det fælles computerrum. Der bliver lagt stor vægt på, at huset også er et fællesskab, så selvom det er fuldt ud accepteret, hvis forældrene vælger at holde sig for sig selv, så finder de fleste hurtigt ud af, at det er rart at snakke med de andre i huset - og når det sker, så afleverer de som regel de bærbare og sætter sig i computerrummet sammen med de andre.

Giver fleksibilitet for alle
Man kan argumentere for, at det måske ikke er "livsnødvendigt" for et sted som Ronald McDonald Huset at have så mange computere til rådighed, men både familierne og personalet i huset er meget glade for computerne, da de giver stor fleksibilitet for alle. Særligt computerlokalet er meget anvendt af alle, ikke mindst til søgning på Internettet omkring de sygdomme, der berører familierne, og til at holde kontakten til med arbejde, venner og familie.

Alt i alt er tilstedeværelsen af computerne en ting, der gør dagligdagen lidt nemmere for mange, og er med til at skabe det hjem uden for hjemmet, som familierne til de syge børn har behov for.

Christina Knudsen,
IBM Corporate Community Relations
18-05-2004