| |
|
|
|
| |
IBM’s KidSmart-computere doneres til specialinstitutioner
Landsformanden for LEV, Sytter Kristensen, projektkonsulent Dan Schimmel fra LEV og Trine Lavlund fra IBM Corporate Community Relations besøgte i februar måned børnehaven Krudtmøllen på Amager, som har fået doneret den ene af de ti KidSmart-computere. Formålet var at høre om institutionens første erfaringer med den nye ”legekammerat”.
KidSmart indbyder til leg
Humøret var højt, og både pædagoger og børn var glade for den nye computer. Hos Krudtmøllen var man i forvejen vant til at bruge computere som hjælpemiddel i det pædagogiske arbejde som i de fleste andre specialinstitutioner landet over. Det er af denne grund heller ikke nyt for pædagogerne at indtænke IT i hverdagen, og computeren er dermed heller ikke et fremmed element for børnene. Til gengæld er oplevelsen i institutionen, at den specielle udformning og det farvestrålende plasticmøbel i højere grad indbyder til leg end en almindelig computer. Den tiltrækker derfor også de mindste børn, som ellers kan have svært ved at holde koncentrationen og blive fanget af institutionens øvrige computere.
På børnenes præmisser
Børnene har bogstavelig talt fået en computer i børnehøjde. De kan nemlig gå til og fra computeren, som de har lyst, og er ikke længere afhængige af de voksnes hjælp for at komme op at sidde ved computeren. Samtidig har andre børn mulighed for at følge med over skulderen. Børnene får derved mulighed for at udforske computeren på deres egne præmisser, og brugen af computeren behøver ikke at være så voksenstyret som ellers, hvilket netop var en af årsagerne til, at institutionen søgte om en KidSmart-computer.
En robust computer
I modsætning til institutionens øvrige computere er KidSmart-computeren ikke låst inde. Den står tværtimod i institutionens fællesrum, så børnene også kan lege med den, når den er slukket. Pædagogerne behøver ikke være bekymrede for, at noget går i stykker på trods af børnenes almindelige, men til tider hårdhændede nysgerrighed, såsom trykken på knapper og slag. Den praktiske udformning i sig selv gør, at børnene ikke kan komme til at pille ved teknikken.
En social oplevelse
Især institutionens mindste børn viser i højere grad interesse for KidSmart-computeren end for de almindelige computere, der ellers findes hos Krudtmøllen. Det er meget positivt, at de mindste børn nu også har lyst til at benytte computeren. Disse børn kan have svært ved at samarbejde og lege sammen, men får ved hjælp af computeren mulighed for at være sammen om noget og oplever hermed det sociale aspekt i samværet med andre børn, og kan samtidig lære af det.
De færreste kommer uden om brugen af computer
De kan så småt begynde at forstå formålet med mus og tastatur og lærer yderligere, at man skal skiftes til at bruge computeren, hvilket er godt for dem at lære. Det er vigtigt, at de allerede i børnehaven begynder at få en forståelse for, hvordan man bruger en computer, da der ikke er tvivl om, at det bliver færre og færre fremover, der kan undgå at anvende en computer i dagligdagen. Og som pædagogerne i Krudtmøllen siger ”Selv vi pædagoger, som havde regnet med at kunne slippe, har været tvunget til at lære at bruge en computer. Hvem havde regnet med det for ti år siden?”. Projektet vil blive evalueret i starten af 2007.
Ref.: Trine Lavlund,
IBM Corporate Community Relations
Last Modified: 30-05-2006
|
|
|